En 51-årig mand blev søndag morgen anholdt i Auning efter at have truet flere beboere med en riffel. Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 09.01, hvorefter de hurtigt omringede stedet. Ifølge anmeldelsen var manden beruset og havde affyret et skud op i luften, inden han angiveligt gik i seng.
Riflen blev efterladt udenfor huset og blev sikret af politiet. Under en efterfølgende ransagning fandt politiet formodede tyvekoster, der stammer fra et indbrud nær adressen. Det viste sig, at riflen også var stjålet fra dette indbrud.
Den 51-årige mand blev anholdt og taget med på stationen. Han er nu sigtet for besiddelse og transport af skydevåben, indbrudstyveri og trusler på livet. Grundlovsforhør fandt sted ved Retten i Randers kl. 9.30.