Døgnrapporten i Auning: torsdag den 21. oktober

Profilbillede
dato

Auning er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.00 i Retten i Aarhus en 21-årig mand, der sigtes for kvalificeret vold og overtrædelse af knivloven ved onsdag kort før kl. 16 på Søndergade i Aarhus at have stukket en 31-årig mand med kniv.

Den 21-årige mand sigtes desuden for vold mod tjenestemand ved kort efter, kl. ca. 16.05, på letbanestationen ved DOKK1 at have slået en 51-årig mandlig billetkontrollør to gange i ansigtet. Manden blev kort tid efter anholdt tæt på sin bopæl i det nordlige Aarhus.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 33-årig kvinde, der sigtes for tre forhold af trusler om vold mod en person i offentlig tjeneste (straffelovens § 119, stk. 1) ved at have sendt mails med truende indhold til to psykologer samt at have opsøgt og truet en tredje psykolog på dennes bopæl. Hun sigtes også for trusler efter straffelovens § 266, idet der i mailen til den ene psykolog også blev fremsat trusler mod familien.

Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke oplyses yderligere.

**

 

Udsat for blufærdighedskrænkelse ved Godsbanen

Kort efter midnat natten til torsdag blev en 15-årig pige udsat for blufærdighedskrænkelse ved Godsbanen i Aarhus. Den 15-årige pige har forklaret til politiet, at hun havde været ved Godsbanen sammen med en gruppe venner, da hun var gået lidt væk for at finde et sted at tisse.

Da pigen havde sat sig ned for at tisse, kom en mand hen imod hende, hvilket fik hende til hurtigt at rejse sig op og tage sine bukser på. Pigen har forklaret, at manden sagde hej til hende og gik helt tæt på, hvorefter han befølte hende på kroppen og tog fat i hendes bukselinning, som om han ville forsøge at hive hendes bukser ned.

Pigen skubbede ham herefter i brystet og fik vristet sig fri, hvorefter hun løb væk fra stedet. Hun beskriver manden som:

  • Dansk af udseende
  • Ca. 180 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden og med mørkt fuldskæg
  • Var iført mørkt tøj
  • Talte dansk

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set de to personer stå sammen tæt på Godsbanen, muligvis ved skurvognene ved Institution for X, omkring midnatstid natten til torsdag eller som kan have viden om, hvem manden er. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Falske bankmænd på spil igen

Onsdag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en mand, der oplyste, at hans svigermor tidligere på dagen var blevet udsat for et desværre lidt for velkendt svindelnummer.

Den 83-årige kvinde fra Risskov var ved 15-tiden blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være ansat i hendes bank. Manden havde oplyst kvinden om, at hendes konto var blevet hacket, og at han derfor ville sende en medarbejder hjem til hende for at hjælpe.

Kort tid efter var en anden mand dukket op på kvindens adresse og havde fået hende til at udlevere både dankort og NemID-oplysninger. Manden havde overtalt kvinden til ikke at ringe til nogen, og der var derfor gået nogle timer, før hendes svigersøn var blevet opmærksom på, hvad der var sket.

I mellemtiden havde gerningsmændene haft held til at overføre større pengebeløb fra kvindens konto, ligesom der også var blevet hævet et større kontantbeløb fra en pengeautomat.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket flere sager med samme fremgangsmåde som ovenstående, og opfordrer i den forbindelse alle, der har været udsat for noget lignende, eller forsøg herpå, om at anmelde det til politiet.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

**

Uro i det aarhusianske natteliv

Natten til torsdag var Østjyllands Politi i flere omgange forbi beværtninger i det centrale Aarhus, hvor berusede gæster havde svært ved at opføre sig ordenligt.

Første anmeldelse kom kl. 00.53 fra Store Torv, hvor en dørmand på en natklub var blevet slået flere gange i ansigtet af en 19-årig mand, der blev anholdt og sigtet for vold. I forbindelse med anholdelsen og indsættelse i detentionen spyttede den 19-årige en betjent i ansigtet og råbte grove skældsord efter en anden betjent. Han blev derfor også sigtet for vold og fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Kl. 01.13 var der uro på Søndergade, hvor der var opstået slagsmål. Da patruljen ankom til stedet, råbte den ene af slagsbrødrene, en 18-årig mand, flere gange mod betjentene, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. En anden mand på 18 år, der også var tilbageholdt i forbindelse med slagsmålet, råbte skældsord efter betjentene og endte derfor med en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Kl. 01.47 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar på Klostergade, hvor en 20-årig mand var blevet slået af en anden mand, der fortsat var inde på baren. Den 20-årige mand gik med betjentene ind på baren, hvor han udpegede den mand, der havde givet ham et knytnæveslag i ansigtet. Betjentene tog kontakt til den 20-årige formodede gerningsmand, som blev anholdt og sigtet for vold.

Kl. 03.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var optræk til slagsmål på Store Torv. Da patruljen ankom til stedet, var der en større forsamling, som betjentene fik skilt ad og fik sendt i hver sin retning. Kort efter kom en højtråbende mand imod betjentene og virkede truende, hvorfor den 18-årige mand endte med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Anholdt for at nægte at oplyse rigtigt personnummer

Onsdag kl. 21.51 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en billetkontrollør, der på Sønder Allé i Aarhus havde tilbageholdt en kvinde, der ikke havde billet til bussen, og som ikke ville oplyse, hvem hun var.

Da patruljen ankom til stedet, var kvinden ikke blevet mere samarbejdsvillig, og hun oplyste et tilfældigt personnummer til betjentene. Da hun nægtede at oplyse det korrekte personnummer, endte det med, at hun blev anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

På politigården fandt politiet frem til kvindens rigtige identitet, og efter en times tid i politiets varetægt blev den 27-årige kvinde løsladt igen.

**

Slagsmål på beværtning

Onsdag kl. 18.45 blev Østjyllands Politi kaldt til en beværtning ved Kirketorvet i Randers, hvor der var opstået slagsmål mellem to mænd. Da betjentene ankom til stedet, fik de kontakt til en 54-årig mand, der forklarede, at han kort tid forinden var blevet slået og sparket af en anden mand, der i samme øjeblik kom gående mod patruljen. På baggrund af flere vidneforklaringer blev den 52-årige mand anholdt og sigtet for vold og fik lov at tilbringe at par timer i detentionen.

**

Færdsel

Onsdag kl. 08.53 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Dollerupvej i Aarhus C, hvor en 78-årig mandlig bilist under et højresving påkørte en anden bil, der blev ført af en 21-årig kvinde. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 78-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 12.51 skete der et færdselsuheld i krydset Ringvej Syd/Skanderborgvej i Højbjerg. En 20-årig mandlig bilist var tilsyneladende gået i stå et par gange, mens han holdt midt ude i krydset på vej til at svinge til venstre. Da han atter fik gang i bilen, påbegyndte han sit venstresving, men overså en bil, ført af en 61-årig kvinde, der var på vej lige over i krydset fra modsatte side. Den 20-årige mand kørte direkte ind i siden på en 61-årige kvindes bil, der blev skubbet op ad Skanderborgvej og endte halvt oppe på cykelsti og fortov. Uheldet medførte betydelig materiel skade, og den 20-årige mand blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 20-årige mand blev efterfølgende sigtet for at have kørt frem for rødt lys og for at have drejet til venstre i en vognbane for ligeudkørsel.

Onsdag kl. 13.43 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen ved Viby. En 23-årig kvindelig bilist kom kørende i sydgående retning, da hun ved en sammenfletning følte sig presset af en bil, der kom kørende bagfra. Kvinden trak derfor lidt til venstre, hvorefter hun mistede herredømmet over sin bil og ramte ind i autoværnet. Der skete mindre materiel skade på bilen, og kvinden blev tilset i en ambulance, men var umiddelbart ikke kommet til skade.

Onsdag kl. 14.11 skete der et færdselsuheld på en tilkørselsbane til Aarhus Syd Motorvejen ved Viby. En 20-årig mandlig bilist kom kørende i tilkørselsbanens kurve, da hans bil skred ud og kørte frontalt ind i autoværnet, hvorefter bilen snurrede rundt og ramte et vejskilt og endte i græsrabatten. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 20-årige blev tilset i en ambulance, men var ikke umiddelbart kommet til skade.

Onsdag kl. 17.35 skete der et færdselsuheld på Agerøvej i Tilst, hvor en ukendt bilist påkørte en parkeret bil, ejet af en 49-årig mand, hvorefter bilisten kørte fra stedet. Påkørslen medførte kun mindre materiel skade.

Onsdag kl. 21.21 skete der et færdselsuheld på Linde Alle i Auning. En 57-årig mandlig motorcyklist kom kørende ad Randersvej, da han tilsyneladende blev blændet af en modkørende bil, hvorefter han kørte i grøften. Der skete umiddelbart ingen personskade og kun mindre materiel skade ved uheldet.

Onsdag kl. 22.11 skete der et færdselsuheld i krydset Platanvej/Hadsundvej i Randers NØ. En 47-årig kvindelig bilist kom kørende ad Hadsundvej, da hun i krydset ved Platanvej blev opmærksom på en bus, som umiddelbart holdt stille i krydset og afventede at svinge. Kvinden fortsatte derfor lige over, da bussen kørte ud foran hende, så hun ikke kunne undgå at køre ind i den, hvorefter hun væltede af cyklen. Kvinden blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Onsdag kl. 22.30 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V, da en 70-årig kvindelig bilist påkørte en parkeret bil, hvori der sad en 25-årig mand. Manden så, at kvinden fortsatte over en græsrabat, og han fulgte derfor efter hende og fik hendes bil standset. Det viste sig, at kvinden var påvirket af spiritus, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Natten til torsdag kl. 00.10 blev en 45-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Hammelvej i Jebjerg ved Langå.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Plutovej i Højbjerg begået mellem lørdag den 16/10 kl. 12.00 og tirsdag den 19/10 kl. 17.00
  • På Spicavej i Højbjerg begået mellem tirsdag den 19/10 kl. 17.00 og onsdag den 20/10 kl. 16.00
  • På Vedbendvej i Risskov begået mellem tirsdag den 19/10 kl. 15.00 og onsdag den 20/10 kl. 17.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi