Grenaa Anholt Færgefart forbereder fremtiden efter Stena Lines afgang med nye ansættelser og udbud

Foto: Norddjurs Kommune.
dato

Efter Stena Lines ophør på Grenaa–Halmstad-ruten arbejdes der på en glidende overgang og fremtidssikring af Grenaa Anholt Færgefart, herunder nye ansættelser og udbud af godsbehandling.

Stena Lines ophør på ruten Grenaa–Halmstad den 30. april har ført til naturlige spørgsmål om fremtiden for Grenaa Anholt Færgefart. Administrationen i Norddjurs Kommune samarbejder tæt med Grenaa Anholt Færgefart for at sikre en smidig og stabil overgang, når Stena Lines aftale med Grenaa Anholt Færgefart ophører den 30. september 2026.

Som led i forberedelserne til overgangen har Norddjurs Kommune opslået to stillinger, der skal varetage den fremtidige administration af Grenaa Anholt Færgefart i Grenaa. Det forventes, at disse stillinger bliver besat inden sommerferien, så de nye medarbejdere kan tiltræde senest 1. oktober 2026.

Desuden vurderes det mest hensigtsmæssigt, at registrering og håndtering af gods til og fra færgen i Grenaa fortsat skal varetages af en ekstern operatør. Derfor forbereder administrationen udbudsmateriale, som skal gøre det muligt for både nuværende og potentielle aktører at byde på opgaven.

Grenaa Anholt Færgefart vil fortsætte med at sikre den daglige drift af færgeruten og have fokus på pålidelig sejlads, sikkerhed og service til gavn for øens beboere, erhvervsliv og øvrige brugere.

Administrationen og Grenaa Anholt Færgefart er samtidig opmærksomme på det store informationsbehov, der følger med ændringerne på Grenaa Havn, og vil løbende informere om processen, blandt andet i forhold til udbud og fremtidig organisering.

https://norddjurs.dk/nyheder/2026/april/status-paa-grenaa-anholt-faergefart-og-haandtering-af-gods-efter-stena-lines-ophoer-i-grenaa

Kilde: Norddjurs Kommune