Virksomheden Kyed & Kjærsgaard fra Auning er blevet tildelt August Krogh Erhvervsprisen 2026. Samtidig modtager virksomheden et legat på 40.000 kroner, sponsoreret af HSM Industri og Djurslands Bank.
Prisen blev overrakt onsdag den 13. maj på Dampvæveriet i Grenaa af borgmester Kasper Bjerregaard i forbindelse med et arrangement om patent- og varemærkebeskyttelse arrangeret af Business Djursland og Norddjurs Kommune.
Kyed & Kjærsgaard udvikler et specialdesignet redskab til børn med milde ganghandicap eller forsinket motorisk udvikling. Virksomheden har en vision om at skabe et hjælpemiddel, der ikke føles som et hjælpemiddel, men som styrker børns selvstændighed, bevægelsesglæde og oplevelse af inklusion sammen med andre børn.
Kyed & Kjærsgaard blev stiftet i 2024 af Jacob Kyed Topholm og Jimmi Kjærsgaard og drives sideløbende med fuldtidsarbejde. Legatet skal blandt andet bruges til det videre arbejde med patent- og designbeskyttelse samt til at skabe kontakt til samarbejdspartnere i Danmark og udlandet.
Dommerpanelet bag prisen fremhæver, at Kyed & Kjærsgaard er et stærkt eksempel på, hvordan innovation kan tage udgangspunkt i konkrete menneskelige behov.
August Krogh Erhvervsprisen uddeles hvert år til virksomheder og iværksættere i Norddjurs Kommune, som arbejder innovativt med ny viden og udvikling. Prisen er blevet til i samarbejde mellem Business Djursland, Norddjurs Kommune, HSM Industri og Djurslands Bank.
Fakta om årets pris:
- Modtager: Kyed & Kjærsgaard ApS, Auning
- Pris: August Krogh Erhvervsprisen 2026
- Legat: 40.000 kr.
- Sponsorer: HSM Industri og Djurslands Bank
- Uddelt af: Business Djursland og Norddjurs Kommune
- Dommerpanel: HSM Industri, Djurslands Bank og Business Djursland
Kontakt: Ole Svit, Direktør, Business Djursland, ole.svit@businessdjursland.dk