Auning er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnrapport fra Østjyllands Politi søndag den 11. september 2022.
Vi har i skrivende stund ingen fremstillinger i grundlovsforhør.
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.
Færdselsuheld
Lørdag kl. 12.22 fik Østjyllands politi via 112 anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Nordkystvejen få km vest for Fjellerup i Norddjurs kommune. En personbil, ført af en 56-årige kvinde, var af ukendte årsager kommet over i den modkørende vognbane, hvor den kørte frontalt sammen med en motorcykel ført af en 54-årig mand.
Bag den 54-årige kørte yderligere en motorcykel ført af en anden 54-årige mand, der væltede under forsøget på at undgå påkørsel. Den forreste motorcyklist kom alvorligt til skade og blev fløjet til Skejby sygehus med helikopter. De to øvrige parter blev kørt på skadestuen til behandling for knubs. Den tilskadekomne motorcyklist er udenfor livsfare.
Vejen var lukket nogle timer, idet en bilinspektør var tilkaldt til undersøgelse på stedet og der blev rutinemæssigt udtaget blodprøve af parterne.
Røveri
Vi modtog søndag kl. 02.53 anmeldelse om, at der på Store Torv i Århus C netop var begået et røveri på gaden mod en 20-årig mand. Han havde siddet på en bænk på Torvet, hvor en anden person (A) havde sat sig ved siden af og herunder angiveligt havde haft held til at stjæle den 20-åriges mobiltelefon. Personen oplyste kort efter, at han havde fundet mobiltelefonen og ville nu have findeløn for at levere den tilbage. Den 20-årige accepterede, at betale findeløn, men blev herunder passet op af yderligere 2 mænd (B og C), der nu truede den 20-årige til at overføre penge i findeløn via MobilePay. Den 20-årige fik sin telefon retur og kunne konstatere, at der var overført et noget større beløb.De 3 gerningsmænd beskrives som :
A : Mand, 20-22 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, mellemøstlig udseende, sort hår, sort fuldskæg. Iført gråt joggingsæt og sort kasket.
B og C : Mand, 20-22 år, spinkel af bygning, mellemøstlig udseende, sort hår. Iført mørkt joggingsæt.
Østjyllands politi vil gerne i kontakt med borgere, der har set hændelsen eller som i øvrigt kan bidrage til sagens opklaring.
Færdsel
Lørdag kl. 13.37 blev en 36 årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Centervej i Auning.Indbrud
Der er i det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds :På Løgten Østervej i Skødstrup, begået i tidsrummet mellem fredag d. 9. september kl. 14.45 til lørdag d. 10. september kl. 12.20.
På Birkevænget i Randers NV, begået i tidsrummet mellem søndag d. 4. september kl. 15.00 og lørdag d. 10. september kl. 13.40.
På Løgten Østervej i Skødstrup, begået i tidsrummet mellem torsdag d. 8. september kl. 20.00 og lørdag d. 10. september kl. 17.00.
På Gørrilds Allé i Randers N V, begået i tidsrummet mellem tirsdag d. 6. september kl. 13.30 og lørdag d. 10. september kl. 15.00.